»På den sidste og største højtidsdag under løvhyttefesten trådte Jesus frem og råbte: „De, der tørster, kan komme til mig for at få noget at drikke! Skriften siger, at vand skal strømme frem over det tørre land. Sådan bliver det for dem, der kommer til tro på mig: Fra deres indre skal det livgivende vand strømme frem.” Med det „livgivende vand” mente Jesus Helligåndens kraft, som de, der var kommet til tro på ham, senere skulle få.« (Johannes 7:37-39)
Helligånden er en person. Ligesom vi kan have et bedre eller dårligere forhold til nogen, kan vi også have det til Ånden. Man kan derfor have forskellige »mål« af Helligånden. Enhver person, som er blevet omvendt, har et bestemt mål af Ånden (Gal 4,6). Disciplene blev omvendt før pinsen. Men på pinsedagen fik de et større mål af Helligånden (ApG 2,4). Ved senere lejligheder blev Peter og disciplene igen og igen fyldt med Helligånden (se f.eks. ApG 4,8.32). Dåben i Helligånden er ikke en engangsforeteelse, det er et regelmæssigt behov. Faktisk lækker vores revnede lerkar (2 Kor 4,7). Og det er meningen, at det skal være sådan, for at det levende vand kan flyde ud til andre omkring os (Joh 7,37-39). Derfor har vi brug for en daglig påfyldning af Guds Ånd, hvis vi skal forblive åndsdøbte.